I første omgang er materialet om lokaliteterne og et par bind om slægter lagt ud på siden og efterhånden, kommer også de sidste filmede bøger med, når de er gennemgået for materiale som i flg. persondataloven ikke må offentliggøres.
Materialet om lokaliteterne knytter sig til de enkelte matrikler og deres fæstere og ejere, men der er også andet materiale om personer og deres forhold, der kan være interessant for slægtsforskere.
Materialet er affotograferet i den rækkefølge, hvori det sidder i ring-bindene. Noget af materialet er lidt defekt og vanskeligt at læse, ligesom en del er skrevet på tyndt kopipapir og med gennemslag (karbonpapir).
Det er muligt for slægtsforskere med aner i Odsherred at udlede det der populært kaldes "kød på slægten" af disse første ringbind 1-41. Materialet er fremstillet før internettet kom til verden og derfor er en del af materialet bl.a. afskrift af folketællinger vel nærmest overflødigt i dag, men alt er medtaget. Det kræver en vis indsigt i slægtsforskning for at få det fulde udbytte af materialet ligesom man skal have tålmodighed til at gennemgå filerne for at finde interessante oplysninger om ens aner.
Læs om Herløvs forældre herunder:
Jens Oluf Kildehøj Jensen og Marie Jensen
f. 12 okt. 1881 Højby sogn d. 14 jun. 1923 København
Døbt i Højby Kirke den 30. Oktober 1881.
Faddere: Husmand Niels Nielsens Hustru Lumbsaas (Barnets farmor), Caroline Tryde, Klint (søster til kalkbrænder Johan Henrik Schrøders Hustru Margrethe), Husmand Niels Nielsen, Lumbsaas (Barnets farfader), Niels Øve Nielsen, Niels Martin Madsen, Rørvig (Barnets morbroder).
Begravet paa Nordre Kirkegaard, Aarhus, den 20. Juni 1923.
Fik den 22. August 1912 hos politimesteren i Esbjerg Navnebevis for at måtte føre familienavnet "Kildehøj". Navnet stammer fra en af de bakker ved Klint i Odsherred, hvor Jens som barn vogtede får. Jens var født i Klintesø huse, og voksede op i det lille hus ved Sonnerup skov, på lejejord fra matrikelnr. 6 i Klint, og nærmeste nabo til ledvogterhuset. Huset ejes nu af en københavnsk læge, og er ombygget til sommerbolig. Huset ligger med fri udsigt til Sonnerup lyng og til Kattegat, samt til de bakker hvorfra familienavnet er hentet.
Kattegats åbne kyst lå få hundrede meter mod nord, og mod sydøst lå det udtørrede fladvand, hvorfra vindmøllen, der løftede vandet fra dræningsgrøfterne døgnet rundt sang som akkompagnement til naturens orkester fra havet, skoven og engens popler.
Jens var natureelsker, havde et følsomt sind og var meget musikalsk. en af hans kæreste ejendele var en okarino, der nu opbevares af sønnen Herløv. På den tolkede han ikke alene tidens melodier, men også naturstemninger, således som han følte dem. Fra literaturen fandet bl.a., Aakjær's hjemstavns og naturdigte genklang i han sind.
I hans skattede og meget brugte bibliotek var der desuden en lang række af danske og udenlandske klassikere, foruden tekniske, historiske, politiske og kunstneriske værker.
Under en sygdomsperiode lærte han sig tysk og latin for bedre at kunne granske den ældre literatur.
Faderen var møllersvend på Klintsø mølle, men fortjenesten var ikke stor, og da de ikke havde landbrug, men kun en lille køkkenhave ved enden af huset, måtte børnene tidligt hjælpe med til at skaffe udkomme Nogle samlede kvas, kogler og andet brædsel i skoven. Andre vogtede får, geder og kvæg for gårdmændene. Selv havde de kun en ged.
1. Februar 1887 blev faderen dræbt ved en ulykke i Klintsø mølle. Møllen var ved at løbe løbsk, og under forsøg på, at redde den greb et tandhjul fat i Mads Nielsens tøj, og slyngede ham rundt, så hans hoved knustes mod væggen, og han var død på stedet.
Jens kom tidligt ud at tjene, men skolegangen var det så som så med, idet der efter datidens skik kun var skolegang nogle få dage om ugen. Derforuden var det en regel, at arbejdet gik forud for skolen. Jens havde imidlertid gode evner og lyst til viden, så han sørgede selv for ved selvstudium og kurser, samt ved et ophold på Vallekilde Højskole, at erhverve og udvikle sin viden. Faderen havde været med til at bygge højskolen.
I 1893 da Jens var 12 år kom han til skade. Han tjente da hos gårdmand Karl Jensen i Klint, og var tirsdag før Pinse i mosen, hvor han æltede tørv med bare ben. Den højre fod blev da stukket af en giftig urt, og der gik forgiftning i såret. Lørdag lå han i febervildelse, og havde så stærke smerter, at karlen, der delte værelse med ham, sendte bud til Jens's moder. Denne kom om formiddagen og bad om, at få fat i en læge, eller få drengen på sygehuset, men da det var Pinsesøndag, skulde gårdmanden først i kirke, for "Hvad vilde præsten sige, hvis man ikke fra så stor en gård kom i kirke Pinsesøndag?". Endelig om aftenen kom drengen på sygehuset i Nykøbing, men da var der allerede koldbrand i såret, og 1 måned efter måtte han overflyttes til "Frederiks hospital i København (Rigshospitalet), hvor han lå i 1« år før han kom hjem. Benet var da standset i sin vækst, og betydeligt kortere end det andet, og Jens måtte resten af sit liv gå med høj støvle, og så varede det enda længe før han kunde lægge krykkerne.
Eet lyspunkt havde han på hospitalet. En grosserer, der selv havde ligget på hospitalet som barn, kom jævnligt, og besøgte de børn, som ikke havde pårørende i byen. Grossereren havde da frimærker med, som børnene gjorde i stand og sorterede i albums, som han havde foræret dem, og han lærte dem frimærkernes historie. Den interesse, der her vaktes hos Jens, bevarede han, og den samling, som han da grundlagde, er siden vokset stor, og findes nu hos børnene.
Da Jens kom hjem skulle han konfirmeres, og det var en aftale, at bønderne i Klint skulle skiftes til at køre for ham, når han skulde til konfirmationsforberedelse, da han ikke kunde gå så langt på krykker. Præsten pastor Freuchen syntes ikke om denne ordning, og da Jens første gang havde været til forbedredelse, kom pastor Freuchen og tilbød Jens, at han kunde bo hos ham indtil konfirmationen, og Jens boede så i dette tidsrum i præstegården.
Jens blev konfirmeret i efteråret 1895, og vilde derpå gerne have været urmager. Pastor Freuchen havde også her lovet, at hjælpe ham til en læreplads, men i 1895 ramtes pastor Freuchen af et apoplektisk anfald, og var i sine sidste leveår ude af stand til at klare sig selv. Pastor Freuchen var født den 9. Juli 1831 i Magleby blev afskediget i nåde 12. November 1897 og døde i Rørvig den 25. September 1900.
Jens kom så i stedet i skrædderlære hos skrædder Larsen i Lumbsaas, og tog efter læretiden til København for at lære videre bl.a. tilskæring. I denne tid - ca. 1 år - boede han hos morbroderen Christian Nielsen. Dernæst arbejdede han som svend i Jerne ved Esbjerg, og kom i 1900 til Vig, var derpå i Jyderup og Vordingborg, og endelig på tilskærerkursus i København.
1905 nedsatte han sig som skrædder i Vig, og giftede sig med Marie Jensen, der havde et vaskeri der i byen. Parret bosatte sig først i det lille røde hus, der ligger som nr. 2 på vejen fra Vig til Nr. Asmindrup (Gl. Nykøbingvej nr. 7) skrås overfor præstegården. Senere flyttede de til "Huset med den høje trappe", der ligger på hovedgadens højre side, når man fra Kirken går mod vest.
I Vig fødtes sønnen Manfred den 30. Januar 1907. Oktober 1907 solgte Jens forretningen, og tog til Aarhus, hvor han arbejdede fra 1907 til 1909. Her fødtes sønnen Herløv Kildehøj Nielsen den 6. Juni 1909. Fødslen foregik i Søndergade 15, hvor parret havde et par værelser lige overfor svigerforældrenes pensionat i Søndergade 26. Barnet blev født 6 uger for tidligt, idet moderen om eftermiddagen var blev et kørt ned af en drosche, og havde fået vognhjulet over underlivet. Barnet blev født med knækket næse, og moderen lå i lang tid med men efter ulykken. Jens var meget bekymret, hvilket tydeligt fremgår af hans dagbog, der er i behold. Både mor og barn rettede sig dog.
Efteråret 1909 flyttede Jens og Marie til Esbjerg, hvor onklen til en af hans arbejdskammerater, havde begyndt en forretning. Mens de boede der blev sønnen Roar Edmund Nielsen født den 6. November 1911. Den 22. August 1912 fik Jens bevilling til at slette navnet Nielsen, af fremtidigt føre familienavnet Kildehøj, der er et stednavn fra hans barndomsegn.
Der findes i landet 2 andre slægter, der har lov til at føre navnet Kildehøj, uden at være i slægt med denne.
Familien blev i Esbjerg til efteråret 1912, hvor de flyttede tilbage til Aarhus med den første bolig på Kriegersvej nr. 7, og derpå Evaldsgade 18. Dette hus måtte nedrives i forbindelse med bane-udvidelsen, og familien fik i stedet bolig i Evaldsgade 15, samme sted som svigermoderen Birthe
Kristine Jensen, Jens og Marie boede på 1. sal tv., og svigermoderen i stuen lige under.
Jens arbejdede dels som tilskærer og dels som svend, bl.a. hos Houlberg, Søndergade 30, og hos Johannes Johansen, i Bruunsgade. Jens tog livlig del i fagbevægelsen, og var en kort tid i bestyrelsen som sekretær, men helbredet svigtede, og Jens måtte gentagne gange lade sig indlægge til operationer i det dårlige ben. Senere stødte der gigtfeber til, så han i lange perioder var uarbejdsdygtig. Ialt lå han fra han var 12 år gammel og til sin død 42 år gammel, over 13 år sammenlagt på hospitalet. I 1923 lå han syg af gigtfeber, da der stødte sovesyge og hikkesyge til, og han døde natten mellem 13. og 14. Juni 1923 kort efter midnat.
Jens Oluf Kildehøj ligger begravet på Aarhus nordre kirkgård i gravsted nr. K-175.
Mens Jens boede i Evaldsgade, blev baneanlæget udvidet, hvorved som ovenfor nævnt ejendommene Evaldsgade 16 og 18 måtte nedrives. Samtidigt blev den nye Frederiksbro bygget, og Jens fulgte interesseret med i disse arbejder. Blandt sine kammerater var Jens meget afholdt, og hans hustru fik såvel under hans sygdom, som efter hans død megen støtte fra både svende og mestre. Specielt skal nævnes Jens's sidste arbejdsgiver skræddermester Johs. Johansen senior, og dennes familie, der bl.a. efter Jens's død skaffede Marie et lån, så hun kunde købe en lille frugt- og grønt forretning i Blegdammen, som skaffede føden i de første svære år efter Jens's død.
Jens og Marie lærte hinanden at kende ved et møde på Vallekilde Højskole.